Mulmets Viser

Som Ælfthryth sønnen barsled', Da såedes skæbnens sæd, Englands højsæde rømmet stod. Dog kun den yngst' kongsemne, Hans moder kunn' ej dy, Hos rådmænd råd hun søgte, Den ældst' mått' ryddes af vej. Af væsen ej helt sandt, På hans skatte og hans arv,

Kvinden min var en køn liden mø, Så fin som ønskes kunn', Ravn mørke øjn' og mild åndepust, Og måne bleg hud har hun. Skønheden er hendes sinds hårde mål, Som først hun holdt' fordulgt, Hendes vilje groed' som et jern hårdt greb, Der siden giftermåle

På salten sø sejler skuden, bag den slæbes tunge garn, vandet spejler solens lys, og sømænd priser havets ran. Fra havet høres en røst, som hundrede møers tårer, en sorrigfuld sang, der lokker, et sørgekvad om hjertesår. "Når stormen raser ude på søe

I trange gader, hvor høker-røsten gjaldrer højt, gladelig køber godtfolk dyrt. Torvet gungrer af gøglespil og strengeleg, gyden gengiver strædets gny. Fine klæder, læder, sølver, krydderi, dufter kvæles i byens kvalm. Bidske hunde, slagtesvin, der æd